"En følelse af, at have al tid i verden. Som da jeg var barn og var opslugt af leg.
Som at dumpe ned i en grøft på en lun sensommerdag, finde en fin kæp at snitte i, pære til noget mos, se små biller dukke frem. Pludselig få ideen til at lave et bille-bo med andre små kæppe og mos på taget. Lave en lille rende, hvor vandet fra vandpytten kan løbe ud af, hen forbi bille-boet…
Ingen tanke for noget andet.
Sådan har jeg det, når jeg maler.
Jeg lægger mærke til farverne i alt. Hvordan de i, mit univers, taler sammen.
Jeg bemærker den visuelle harmoni i ting, en bygning, en stol, opstillingen i vindueskarmen… hvad som helst, der har et formsprog.
Jeg kan falde i staver over et lysskær, og de skygger det kaster af sig, gerne først eller sidst på dagen.
For mig er der musik i lyde, ord og sætninger, men måske hæfter jeg mig mest ved det tavse øjeblik, der siger en masse.
Ofte er følelserne tydeligst, når der er stille. Når der kun er kropssprog og nonverbal kommunikation at læne sig op ad. Ansigtsmimik, en lille ubetydelig bevægelse med skulderen, armen eller hånden gør en forskel. De universelle følelser vi mennesker er fælles om.
Alle disse refleksioner og sanseindtryk kan jeg bruge, når jeg maler. Det opdagede jeg for to år siden, hvor jeg fik en pensel hånden.
Jeg afprøver forskellige medier og mixer dem gerne. Blyant, tusch, akryl-, oliemaling, akvarel eller softpastel. Papir eller lærred. De løse, følsomme penselstrøg eller den lidt urolige blyantstreg tiltaler mig mest og må gerne kunne ses.
Jeg planlægger en komposition, men valg af farver og den ofte lidt tilfældige sammensætning er intuitiv. Udtrykket opstår og kan ændre sig flere gange undervejs.
Portrætter er for mig dybt fascinerende at se på og selv prøve kræfter med at male eller tegne. Ud over portrætligheden er det også interessant at kunne inddrage en bevægelse, der kan være med til at beskrive og gøre personen nærværende og genkendelig. Lade den portrætterede få et lydløst sprog. Lidt filosofisk sagt, ”tager jeg den portrætterede i hånden”, vi udtrykker os sammen.
Jeg bruger ofte fotooplæg, hvor jeg har mulighed for at sortere og fravælge forstyrrende elementer.
Indimellem tegner eller maler jeg stilleben, hvor de valgte effekter bliver ”hovedpersoner”.
Jeg ønsker ikke at skabe kopier af fotos, men at forny øjeblikket med min fortolkning.
Jeg sanser det, der for mig er tydeligt og seværdigt og giver mit bud på en ny version af det sete. Det er en stor tilfredsstillelse, når det lykkes at få sjæl, sanseindtryk og følelser med ned på lærredet eller papiret".

Birgitte Højrup Rasmussen.